Når døden indtræffer som følge af en demenssygdom, har man ofte haft sorg inde på livet gennem mange år. Else Hansen fra Demenslinien giver i denne artikel nogle gode råd til, hvordan man kommer igennem denne svære situation.
Når døden indtræffer som følge af en demenssygdom, har man ofte haft sorg inde på livet gennem mange år.
Sygdommens karakter gør, at både mennesket med demenssygdommen og de pårørende har oplevet at miste og føle sorg over det tabte, længe før døden er en realitet. Sorgprocessen er derfor anderledes for pårørende til et menneske med en demenssygdom, end tilfældet er ved mange andre sygdomme. Sorgen er en langstrakt proces. Gennem sygdomsforløbet opstår tab af personlighed, karakter og evner hos den demensramte. Det betyder, at man som pårørende føler, at den person, man kendte og elskede, gradvist forsvinder væk. Til sidst er kun kroppen, den fysiske skal, tilbage.
I de sidste stadier af sygdommen opleves sorg over, at den demensramte ikke længere genkender de pårørende, og samtidig vokser omsorgsbyrden, da der skal ydes hjælp til stort set alt, måske endda med modstand fra den demente. Sygdommen har betydet ændring af planer for en fælles fremtid, hvilket har været sorgfuldt.
Når døden indtræffer, vil der ofte opstå modstridende følelser såsom chok, lettelse og tristhed. Det at føle lettelse kan give stor skyldfølelse, selvom der er god grund til også at føle dette, da forløbet har været langt og lidelsesfuldt for både den sygdomsramte og de pårørende. Samtidig kommer det bag på mange, hvor stort et tomrum, de står tilbage med.
Det tager tid at komme overens med, at det menneske, man elskede, ikke er her længere, og det kræver længerevarende sorgbearbejdning. Efterhånden vil minderne om sygdommen dog blive mindre, så minderne om tiden sammen før sygdommen igen får plads. Det er ofte her de dejligste minder findes. Minder, som er gode at tage frem, når alting føles svært.
Else Hansen
Demenslinien
Telefon: 58 50 58 50
Du kan læse mere på Alzheimerforeningens hjemmeside her