Forfatter: Anna Amalie Faurholm

Traditionerne udfordres: Kirkegården skal være levende

Landets kirkegårde står tomme. Faktisk er det sådan, at halvdelen af landets kistepladser er blevet skrottet til fordel for urnepladser og askespredninger over havet, anslår de Danske Kirkegårdsledere. Og besøgstallene på de danske kirkegårde er tilsvarende nedadgående foruden Københavns Kommunes kirkegårde, hvor kirsebærtræerne blomstrer til stor begejstring for de mange fotograferende turister og lokale besøgende. Det betyder at det traditionelle gravsted med grus og omkranset af buksbom, er under afvikling, og dermed er det utrolig meget plads, der er blevet frigivet. Plads, som kan bruges anderledes – så den i højere grad afspejler og imødekommer befolkningens ønsker, så flere kan få glæde af den.

Frustration og fremmedgørelse

Spørgsmålene er mange, når man kigger på udviklingen og spejder udover de tomme klassiske kistepladser, for hvordan kan det være, at befolkningen har opgivet kistepladserne til fordel for urnepladser, naturgravsteder og askespredninger, og hvad kan løsningerne være, så vi i fremtiden kan få mere gavn af kirkegårdene – for de er der jo for de levendes skyld, er de ikke? De spørgsmål er der mange forskellige svar på, og er måske i virkeligheden ikke så lige til at besvare.

De nye begravelsesmønstre og tendenser, som vi efterhånden har set i en del år, bliver dog af mange forklaret, som et udtryk for et generelt fald i tilknytningen til den danske folkekirke, individualisering og en aftraditionalisering, hvor det der med lige at svinge forbi kirkegården med en buket liljer til tante Olga efter arbejde, og inden man skal handle og køre børnene til gymnastik – typisk bliver nedprioriteret. Man kan altså ikke i samme grad se et formål i at skulle gå og holde et gravsted.

Flere beskriver, at de simpelthen ikke ved, hvad man skal bruge de klassiske kirkegårde til - og derfor springer kirkegårdsbesøgene over i sorgprocessen. Det bliver et rum, ligesom bibliotekerne særligt var for et par år tilbage, hvor man forventes at agere på en bestemt måde – så det nærmest kan føles klaustrofobisk, hvorfor mange har svært ved at hengive sig til egne tanker og følelser. Må man tale? Skal man være stille? Er det i orden at grine eller at børnene larmer, og hvad taler man overhovedet om, når man står der foran graven? Kirkegården er et tvetydigt rum – et rum, der både er offentligt og privat på en og samme tid, og netop derfor kræver en introduktion. Begravelseskultur er ikke bare noget, der er der – det er noget, vi skaber sammen, og det er noget vi lærer. Den er netop i konstant forandring. Og det kræver altså at mor og far tager en i hånden, og går over på kirkegården, hvis den skal opretholdes.

Kirkegården skal afspejle forskellige ønsker og behov

I mellemtiden halser kirkegårdene efter, og selvom flere nu ønsker at tage udfordringen op og har igangsat fornyelsesprojekter og initiativer, der skal sikre at kirkegårdene fortsat bliver anvendt aktivt som et rum for sorgbearbejdning, kalder de tomme kistepladser på en mere seriøs, landsdækkende debat og stillingtagen til problematikken. Men hvordan gør man det, og hvad skal der til for, at befolkningen genopdager og anvender kirkegårdene?

Når danskerne i langt højere grad selv opsøger og vælger alternativer til de traditionelle kistepladser, og ikke på samme måde ønsker at købe et standardgravsted, som ligner alle andres, kunne en mulighed være at pluralisere de danske kirkegårde, så de appellerer til flere mennesker. Der er jo som udgangspunkt ikke nogen grund til, at kirkegårdene skal ligne hinanden så meget, som de gør i dag. Dertil er der flere der peger på, at de ønsker sig en mere levende og social kirkegård, men med flere ugenerte rum og forskellige sektioner og områder, så der både er plads til at slå sig ned og tale sammen og spadsere en tur i smukke omgivelser.

Uanset hvad må man spørge sig selv, om det virkelig kan være rigtigt, at vi har så meget plads, der står ubemærket hen, og tæller færre og færre besøgende? Grundlæggende, mener mange, at de danske kirkegårde simpelthen ikke har fuldt med udviklingen og befolkningens forskellige behov, og dertil kan man spørge, om vi ikke nødt til at gøre den relevant og mere tilgængelig for befolkningen i dag? Om det så kræver at vi gør kirkegården mere åben, levende og inkluderer den mere i det offentlige rum, så flere kan få glæde af den.

Kirkegården som terapi for sjælen

Alt tyder på, at der fortsat er noget at hente på kirkegårdene. De rummer nemlig et enormt potentiale for sorgbearbejdning, og kan være et vigtigt sted for sjælen. Nogle mennesker har svært ved at forholde sig til den store sorg, det er at miste, og i den forbindelse kan det at bruge kirkegården og det at bevæge sig ud på grønne arealer, have en tydelig positiv indflydelse på vores psykiske og fysiske velbefindende. Og der bliver i stigende grad peget på, at det netop kan være enormt effektivt at bruge naturen som ramme for terapi og behandling af stress, angst, depression og traumer.

I den forbindelse kan man i en undersøgelse af den aktuelle udvikling på landets kirkegårde, foretaget af landskabsarkitektfirmaet VEGA Landskab, konkludere, at vi generelt befinder os bedst i afvekslende, vildtvoksende og uplejet natur, også på kirkegårdene.

Det er ikke ligefrem sådan de fleste ser ud i dag, og derfor kan en oplagt mulighed for at sikre besøgstallene og gøre kirkegården mere levende, være at forny de danske kirkegårde med flere grønne arealer og mere beplantning – for på den måde at gøre plads til flere rekreative rum, som skaber en mere uformel stemning og giver plads til at lade tankerne flyve frit i modsætning til de velholdte og stringente stedsegrønne og grusbelagte kvadrater, der udgør størstedelen af landets kirkegårde i dag.

 

Her kan du læse om de forskellige gravstedsmuligheder:

https://www.begravelsesguiden.dk/guide/valg-af-gravsted