Forfatter: Projektchef Per Bøge, Kræftens Bekæmpelse

Far er død – hvem hjælper barnet?

Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse kaster lys over børns sorg og sorgreaktioner, når de mister en forælder. Han sætter ord på barnets udvikling efter tabet samt hvordan voksne – pårørende såvel som lærere og pædagoger – kan bistå barnet i denne ofte vanskelige proces.

”Far er død
Jeg er så ensom
Det er så svært at falde i søvn om aftenen”

Så enkelt og præcist udtrykker en lille femårig dreng smerten og fortvivlelsen over det forandrede liv efter sin fars pludselige og uventede død.

Selvom far er død, kan drengen som regel godt magte at være ”indianer” om dagen og holde lange pauser fra sorgen. Men når aftenen stunder til og det er sengetid, så bliver der alt for god tid til at mærke efter og sørge og savne. Uanset hvilke temaer den lille fyr fordyber sig i, så trænger savnet af den døde far altid op gennem de øvrige refleksioner.

Og så ER man meget ensom i mørket. Så ER det meget svært at falde i søvn. Så ER livet og fremtidsudsigterne skræmmende ukendte og angstprovokerende.
Og næste dag er der ikke helt så meget overskud og ”indianer” i drengen som der var dagen før.
En ond cirkel som det kræver voksen ansvarlighed, empati, indføling og god tid at bryde.

En voksen er én man kan stole på

Når børn mister forældre er det vigtigt at huske på, at deres sorgreaktioner i mindst lige så høj grad har rod i de ændrede livsvilkår som i selve dødsfaldet.

I langt de fleste børns livsopfattelse står far og mor, naturligt nok, særdeles centralt placeret som dem, man altid kan stole på. Ordret citeret, vil de fleste børn udtrykke deres tillid til forældrene som de rammeskabende, solide midtpunkter på denne måde:

”Det vigtigste ved en voksen er, at en voksen er en man kan stole på”.

Altså en der skaber orden i kaos, altid er parat til trøst og tilrettevisning – en der opdrager og benytter sandheden med omtanke.

Hvis en af disse omsorgspersoner pludselig mister forældreevnen, enten på grund af livstruende sygdom eller ligefrem dør fra barnet, stiller det barnet i en rædselsvækkende situation. Barnet kan ikke længere stole på far, for far er død. Og det, at far er død betyder, at mor ikke magter at skabe nye, trygge rammer så hurtigt som barnet har brug for det. Barnet føler, at det heller ikke helt kan stole på mor!

En kvinde, som mistede sin mand og far til deres to fælles drenge, ridser kort og præcist tingenes tilstand op:

Folk har så travlt med, at vores liv igen skal blive som det plejer. Men det bliver det ikke bare, for hos os ”plejer” far ikke at være død.

Det er utroligt hårdt og hver dag er en kamp for at komme videre.

Hvis ikke man som barn bliver set, hørt og forstået af de nære omgivelser, når et så barskt livsvilkår som livstruende sygdom eller forældretab pludselig rammer, vil det altid få fatale følger for barnets evne og mulighed for at udvikle sig alderssvarende og ”normalt”.

Helt kortfattet kan man sige, at et barn som har et problem, men ikke bliver set, hørt og forstået med dette problem – nok skal blive et ”problembarn”.

Da Christian var 5 år gammel, døde hans far.

Det skete en dejlig forårsdag efter, at far havde fulgt Christian i børnehave.

De havde gået hånd i hånd hen ad det flisebelagte fortov og far havde lavet fis og Christian havde været så glad og rigtig fjollet. Far havde fået et sort kram og et kys midt på munden til farvel. De vinkede til hinanden indtil Christian ikke længere kunne se far.

En halv time senere døde far i en voldsom ulykke på motorvejen.

I den forfærdelige måned, der fulgte, gjorde pædagogerne hvad de kunne for, at Christian skulle have det godt i børnehaven.

De var altid klar til en snak og lidt trøst, hvis Christian selv henvendte sig. Men det var meget sjældent han benyttede sig af tilbuddet. Det meste af tiden legede han og virkede forbløffende uberørt af tabet. Nu og da gik han lidt i enerum. Det lod pædagogerne ham gøre uden at gå med. De fandt det meget forståeligt, at han nu og da trængte til at være lidt i fred.

En dag hvor Christian igen havde søgt væk fra kammeraterne, gik en af hans pædagoger alligevel diskret med for at se, hvordan han havde det. Pædagogen blev meget forskrækket. Hun havde ventet at se en lille, trist dreng, som måske skulle trøstes, men mødte i stedet en meget vred og ophidset lille mand, som stampede i gulvet, fægtede med armene og skældte ud på sig selv.

Da vredesudbruddet havde lagt sig, gav hun sig til kende, tog Christian på skødet, krammede ham og spurgte stille, hvad det dog var, der skete.

Efter en lang pause trillede den første tåre ned ad hans kind. Og i takt med at tårerne blev flere og flere, kom ordene også:

"Jeg savner min far".

"Han skal komme tilbage til mig".

"Jeg trådte på stregerne, det må man ikke!"

"Så nu kan far ikke hente mig mere"

Børns sorgreaktioner

Hvordan et barn reagerer, når det rammes af sorg, vil i høj grad afhænge af omstændighederne omkring tabet: Dødsfaldets voldsomhed, barnets modenhed, graden af hjælp, barnet har modtaget fra voksne og mange andre faktorer.
Fordi ethvert barn er unikt og fordi enhver hændelse, som udløser sorgens følelser er ny, er det behæftet med store forbehold at inddele sorgreaktioner i en art kategorier. Vigtigst er det, at enhver voksen, der omgås børn, er opmærksom på ændringer i barnets adfærd, som påkalder sig den voksnes bekymring.
Når vi bliver bekymrede over et barns adfærd, er det uendeligt vigtigt, at vi handler på denne bekymring i forhold til at etablere hjælp til det pågældende barn.

Hvem ejer problemet?

Når tragedien rammer hjemmet – og det gør den desværre langt hyppigere, end vi bryder os om at vide af (se statistikken) – er vi nødt til at frikende forældrene for at kunne bære det fulde ansvar.

Som vi har indrettet samfundet i dag, ligger det derfor lige for at kaste blikket på de voksne, som mandag til fredag – i langt højere grad, end forældrene - er sammen med børnene i deres vågne tid. Altså pædagogerne og lærerne.

I mit verdensbillede er disse brave mennesker de helt centrale figurer, når det drejer sig om at yde ansvarlig voksenhjælp til børn i sorg. Hvordan barnet kommer igennem en stor og traumatisk sorg er altså i høj grad afhængigt af, hvordan den enkelte lærer eller pædagog - og dermed skole eller institution - er rustet til at hjælpe.

Lærere og pædagoger er dybt professionelle fagfolk

Når man har valgt at arbejde med børn, kan det lige så godt en gang for alle slås fast, at der stort set ikke er andre professionelle hjælpere til børnene end deres pædagoger og lærere.

Argumenterne er følgende:

Det pragmatiske:

Som nævnt før – mandag til fredag - er børnene i pædagoger og læreres varetægt mellem seks og ti timer dagligt.

Det lovmæssige:

Lærerne og pædagogerne har ansvaret for børnene i den tid børnene befinder sig i deres varetægt. Det er et ansvar, der i lige så høj grad drejer sig om følelsesmæssige og kommunikative værdier som faglighed og pasning.

Det professionelle:

Lærere og pædagoger er dybt professionelle fagfolk med speciale i at kommunikere med børn. De ved godt, at grundlaget for al læring er, at det enkelte barn føler sig set, hørt og forstået i forhold til de livsvilkår og den dagligdag, der er deres – ikke mindst, når denne tryghed og normalitet trues af sygdom og død.

Det erfaringsmæssige:

De har mange flere erfaringer med børn over tid end selv den mest børnerige familie har.

Det fagspecifikke:

De har arbejdet med utroligt mange forskellige "slags" børn og oftest, har de magtet at følge og tilpasse deres arbejde til skiftende udviklinger i børnekarakterer og forældrekrav.

I dag forholder det sig vel nogenlunde som Lars Henrik Schmidt formulerer det, at
”- lærere og pædagoger hovedsageligt arbejder med ønskebørns ønskebørn”.
Eller som en bekendt af mig for nyligt tørt konstaterede:
”I gamle dage hed det første maj. Nu hedder det mig først!”

Det differentierede:

Lærere og pædagoger har oftest koncentreret hele deres faglighed i arbejdet med en specifik aldersgruppe – f.eks. de 3 – 6-årige børn.

Det indsigtsmæssige:

Lærere og pædagoger besidder kompetencer, som dels består i deres kendskab til det enkelte barn og dels i, at de oftest har børnenes ubegrænsede tillid.

Det trygge, kendte miljø:

Når sorg, utryghed og kaos tynger det berørte hjem, kan skole og institution for mange sorgramte børn udgøre den oase, hvor de på trods af de store praktiske og følelsesmæssige forandringer, finder tingenes tilstand i den orden, de plejer at være.
Det er trygt og godt. Men det må aldrig blive et argument for ikke at bringe barnets ændrede livsvilkår i tale. Forudsætningen for, at skole og institution kan blive et fristed fra det kaos der hersker i hjemmet er netop, at barnet føler sig imødekommet og talt med om de store forandringer i privatlivet.

Det følelsesmæssige:

Endelig er lærere og pædagoger ofte relativt neutrale personer, der ikke på samme måde som barnets nære pårørende er følelsesmæssigt tynget i knæ, når sørgelige begivenheder som dødsfald, livstruende sygdom eller skilsmisse rammer familien. Dette giver barnet mulighed for at tage ting op i skolen og institutionen som det ofte er for svært at diskutere derhjemme. Og dermed giver det den ansvarlige voksne muligheden for at målrette omsorgen til det enkelte barns behov.

Sorg er ikke en sygdom

Dermed ikke være sagt, at det er en let opgave at hjælpe et barn til at kunne leve videre på trods af tabet af en far eller mor. Det er det aldrig. Det kræver ofte både forberedelse, ressourcer og overskud.
Desværre findes der ingen medicin, som på et øjeblik kan kurere den traumatiske tilstand sorg påfører børn. Derfor er den bedste hjælp til selvhjælp i disse situationer, en gang for alle at slå fast, at sorg IKKE er en sygdom. Sorg er derimod et ualmindeligt barskt livsvilkår. Men netop fordi det er et livsvilkår, er det en tilstand, vi alle gennem vore handlinger kan være med til at påvirke og på sigt ændre. Og jo mere vi er sammen med barnet, jo bedre er mulighederne for at hjælpe.

Hvad er så den ansvarlige hjælpers rolle?

Når vi står over for mennesker, der har oplevet et alvorligt tab, føler vi os utilstrækkelige. Det er en helt naturlig følelse, for vi er utilstrækkelige! Vi kan ikke ændre på det, som er sket. Vi kan ikke erstatte den mistede.

Hvad er det så vi skal?
Vi skal være til stede omkring den, som har mistet, være en slags garanti for, at livet trods alt går videre. Vi skal være ledsagere gennem den svære tid. Vi må erkende midt i vores afmagt, at der ikke er en smutvej over eller rundt om sorgen. Den eneste farbare vej er den tunge færd igennem sorgen. Den klarer ingen uden ansvarlige hjælpere.

Denne opgave kræver ikke, at lærere og pædagoger har en masse viden og en masse tid. Det, der kræves er medmenneskelighed. At den voksne lærer barnets nye livsvilkår at kende. At den voksne er til stede og viser sin opmærksom over for den ramte. “Den lille opmærksomhed” er f.eks. at tage barnet op og kramme det lidt, når det er trist eller jævnligt at spørge til, hvordan barnet har det. Ikke fordi man ønsker en lang og udtømmende forklaring, men fordi man vil gøre barnet opmærksom på, at den voksne er parat til en snak, hvis behovet skulle melde sig.

Jeg vil elske min døde mor til jeg selv dør

Børn udvikler sig med rivende hast. Tænk blot på, hvor stor forskel der er på en 4-årig og en 6-årig eller på et barn på 12 og en teenager på 14. Det er en utrolig udvikling, der ofte overrasker selv de personer, som står barnet meget nær.

Hvis man oplever at miste sin mor eller far mens man selv er barn, betyder det, at man i hele sin opvækst med jævne mellemrum er nødt til at vende tilbage til tabet og mærke efter med de nye redskaber, man gennem sin opvækst og modning har erhvervet sig. Tabet er en livslang, smertelig erfaring, men i hele barndommen er den utroligt nærværende for barnet. Det kan og vil ikke glemme sin døde forælder.

Vende tilbage og mærke efter

Barnet styrer sjældent selv, hvornår det igen kommer i berøring med tabet og smerten. Det beror ofte på tilfældigheder:
- et udsagn, for eksempel, at læreren siger: "husk nu at tage den her seddel med hjem til far og mor"
- sansepåvirkninger: en duft, et brudstykke af en sang, en bestemt årstid, gensynet med et bestemt sted, en tv-udsendelse, etc.
- mærkedage: mors dødsdag, fars fødselsdag, min konfirmation, etc. Fordi barnet i disse situationer sjældent selv kan styre sin berørthed, er det vigtigt, at barnets historie følger det tæt gennem hele dets opvækst. Trygheden for barnet består i, at det er set, hørt og forstået af ansvarlige voksne, når sanserne nok engang spiller det et puds og tabet igen bliver smerteligt nærværende.

Nissen flytter med

Vi hjælper ingen børn ved f.eks. i forbindelse med et skoleskift at "starte på en frisk" og dermed fortie tabet. Fortielsen vil blot medføre, at barnet meget snart i den nye situation, vil føle sig uset, forladt og anderledes, alene af den grund, at sanseindtryk igen og igen vil minde det om tabet. Men i de nye omgivelser er der ikke længere en eller flere ansvarlige voksne, som kender historien og, som dermed kan komme barnet i møde, når smerten, savnet og længslen bliver ubærlig.

Da Marie var 3 år, døde hendes mor efter længere tids sygdom. Under moderens sygdom og i tiden efter hendes død, havde børnehaven en meget nær kontakt til Maries far. Det betød, at Marie elskede at komme i børnehave og formåede at klare sig alderssvarende, på trods af sorgen og det urimeligt hårde livsvilkår.

Lige inden Marie fyldte 6 år i juni måned, fik hendes far nyt job og de flyttede til en anden by.

Der var nu gået tre år siden Maries mor døde, og Maries far syntes, at tiden var inde til at lægge fortiden bag sig. Det gik jo godt. Selv havde han fået sig en ny kæreste og et godt job. Marie var en glad og kvik pige, der glædede sig til at starte i skole og kun sjældent nævnte sin døde mor.
Derfor undlod faren at informere skolen om den tragiske historie, som indtil nu havde præget Maries liv. Skolen fik den opfattelse, at Maries far var fraskilt og nu levede sammen med sin nye kæreste.

Efter en måneds tid i børnehaveklassen havde Marie fået mere end nok af skolen. Hun græd og strittede imod, når hun skulle afsted om morgenen. Hun ville ikke lege med de andre børn og gad ikke løse de opgaver, der blev stillet. Det ene øjeblik var hun sur, tvær og indelukket, det næste øjeblik forstyrrende og hyperaktiv.

Den dag klasselæreren ringede og beklagede sig over, at Marie havde givet hende "fingeren" og kaldt hende en "gammel ko", gik det op for Maries far, at et lille barn ikke bare kan lægge fortiden bag sig og begynde på en frisk.

Forberedelse er nøgleordet

Ikke to dødsfald er ens. Derfor er det også vanskeligt at udarbejde faste rutiner, der kan følges i alle krisesituationer. Imidlertid er det sådan, at kriseprægede situationer som regel vil få os til at reagere mere følelsesmæssigt og mindre rationelt, end vi normalt gør. Vi “taber hovedet” og må derfor “tænke på forhånd”, inden situationen opstår.

En plan, der i store træk beskriver ansvarsfordeling, arbejdsopgaver og tidsforløb er en enkel metode til at undgå, at krisesituationer forløber alt for uhensigtsmæssigt. En sådan plan kunne være en OmSorg-handleplan.

En OmSorg-handleplan sikrer fælles ansvarlighed og handing

Erkendelsen af, at det er læreren og pædagogen – i deres møde med børn i sorg – som er de professionelle, er som tidligere nævnt, det nødvendige udgangspunkt for, at en OmSorg-handleplan kan fungere i praksis.
En plan, som er en enkelt ildsjæls ansvar er dømt til ikke at fungere. Ikke mindst fordi man meget nemt risikerer ikke at have noget beredskab efter sommerferien, “fordi hun har skiftet arbejdsplads!”.
Planen skal udarbejdes med udgangspunkt i den enkelte institutions særegenhed og hverdag. Institutioner er forskellige med hensyn til størrelse, beliggenhed, børn og sammensætning af medarbejdere. Det er derfor nødvendigt, at personalet på den enkelte institution tager stilling til, hvordan VI på lige netop VORES institution vil tage hånd om børn i sorg.

At sige til og sige fra

Hjælp til børn i sorg kan altså aldrig være et enkeltlærer/enkeltpædagog - projekt.

Dertil er opgaven alt for belastende og opslidende. Det kræver en fælles holdning og en fælles ansvarlighed hos hele skolens eller institutionens personale. En ansvarlighed, som i bund og grund betinger, at det er lige så ansvarligt at sige til – som at sige fra. Men at man som et minimum siger noget, når man bliver bekymret for det enkelte barn. Myten om, at ”en god lærer eller pædagog er en, der klarer alting selv” skal en gang for alle gennemhulles og pakkes væk.

God og hurtig kommunikation hindrer rygter

En vigtig pointe ved at have en OmSorg-handleplan er, at den sikrer, at relevante informationer når ud til de rigtige personer.
Krisesituationer er præget af kaos og mangel på struktur og dette kan give anledning til uigennemtænkte handlinger og rygtedannelse.

Der er stor forskel på, hvordan informationen skal planlægges, alt efter om det drejer sig om en akut opstået situation eller det drejer sig om et langvarigt sygdomsforløb eller død. I alle tilfælde er det væsentligt, at en ansvarsfordeling aftales på forhånd, og at den eller de ansvarlige har mulighed for at diskutere deres opgaver med andre.

Centralt for god kommunikation er åbenhed og institutionens evne til at invitere forældre og børn til at spørge så ofte, de har behov for dette. Det kan derfor være nødvendigt at være en åben og rummelig institution i en længere periode end man umiddelbart kan forestille sig, og ligeledes være forberedt på, at dette kræver ressourcer og overskud hos medarbejderne.

Louise var kun 9 måneder gammel og lige startet i vuggestue, da hendes mor pludselig døde.
Adskillelsen fra moderen påvirkede naturligvis Louise meget. Hun var klynkende, kontaktsøgende og næsten utrøstelig, når hun skulle tage afsked med far.

Pædagogerne gjorde et kæmpe arbejde for at hjælpe Louise.
Men på et område følte de sig totalt magtesløse. Det var stort set umuligt at lægge Louise til at sove til middag. Så snart hun blev lagt, var det signalet til mindst en times kaos med skrig, skrål og et barn i "flitsbue" på tværs af krybben. Totalt udmattet kunne søvnen nu og da nå hende, men oftest måtte hun tages op, enten af hensyn til de andre børns søvn eller simpelthen, fordi det var for hjerteskærende for pædagogerne at være vidne til.

Efter en uge på denne måde, var pædagogerne tæt på at give op. I deres desperation kontaktede de Louises far for at høre om problemet var lige så stort hjemme hos ham. Det var det i allerhøjeste grad.

Derhjemme plejede det nemlig at være mor, der puttede. Mor, som havde været en stor og frodig kvinde havde nemlig sit helt eget putteritual. Hun tog Louise på armen og vuggede hende lidt, mens den lille pige fik lov til at liste sin ene hånd ind på mors varme bryst. Og så sov hun i løbet af et par minutter.

Faren var jo af gode grunde afskåret fra at kunne gennemføre dette ritual, derfor den megen ballade ved sengetid. Og en lille pige, hvis uhensigtsmæssige - men forståelige - reaktioner tog til i styrke på grund af for lidt søvn.
Ved denne besked kikkede pædagogerne på hinanden og alles blikke faldt på Else. Hun var ligesom Louises mor stor og frodig.

Selvom det forekom hende temmelig grænseoverskridende, indvilligede Else i at prøve at adoptere moderens adfærd. Ved middagstid tog hun Louise på armen og vuggede hende blidt. Sekundet efter var den lille piges hånd med usvigelig sikkerhed på vej ned til det ene bryst og mindre end et minut efter sov Louise trygt på Elses arm.

En sejlivet myte

En besynderlig forhindring for at etablere OmSorg-handleplaner har vist sig at være den almindelige debat, hvor der fremføres argumenter som:
“Alle render jo til psykolog i dag – bare hanken er faldet af indkøbsposen, stiller de op med krisehjælp”.

Denne debat har formentlig været medvirkende til, at mange går rundt med en forestilling om, at der allerede findes en eller anden form for beredskab i tilfælde af krisesituationer. Det gør der ikke!

Regionerne har således et beredskab, der udelukkende tager sig af katastrofesituationer på linje med togulykker osv.
Falcks krisepsykologer tilbyder hjælp i forbindelse med store og traumatiserende ulykker – hvis man vel at bemærke har et abonnement!
Politi og redningstjeneste kan i ganske få situationer bistå ved klarlægningen af et hændelsesforløb i forbindelse med en ulykke.
Hospitalernes krisepsykologer kan yde krisehjælp på hospitalet i tilfælde af voldsomme og traumatiserende hændelser.
Kun i ganske få kommuner er der etableret beredskaber i Socialforvaltningsregi eller i familieafdelingerne, som kan kontaktes, når børn mister forældre eller er udsat for andre alvorlige hændelser.

Med andre ord – skolerne og institutionerne ejer i det store hele problemet. Der står ikke en række såkaldt professionelle hjælpere på spring med ressourcer og manpower.

Det rækker med medmenneskelighed

Lad mig til slut slå fast endnu en gang, at det er en stor misforståelse at tro, at børn - uanset hvor små de er - kan beskyttes fra den del af virkeligheden, der handler om tab, sorg og død. Uanset hvor omsorgsfuldt det må forekomme, er det ikke god hjælp at undlade at inddrage dem, fortie sandheden eller skjule vores egne følelser for dem. Den eneste beskyttelse børnene har i belastede situationer er netop fællesskabet med ansvarlige voksne.

Hensigten med at pålægge lærere og pædagoger en god del af dette ansvar er altså ikke at gøre nogen til psykologer eller behandlere – det er ikke nødvendigt! Det jeg ønsker, er derimod at medvirke til en bevidstgørelse omkring den voksenrolle vi har, når vi i vores aktive arbejdsliv har valgt at have ansvaret for andre folks børn i det lange tidsrum mandag til fredag, hvor forældrene groft sagt ikke selv har tid.

Det kræver ikke nødvendigvis en speciel uddannelse at hjælpe børn i sorg – men det kræver megen dannelse. Modet til at hjælpe finder vi nok først og fremmest i det faktum, at det ikke kræver overmenneskelige egenskaber at være hjælper. Det kræver blot medmenneskelighed.

Min farfar døde af kræft
selv om vi hjalp ham.
Han døde dagen før hans fødselsdag.
Han var den eneste
der kendte opskriften på
spinatpandekager.

Kristian 6 år