Forfatter: Michael Bach Ipsen

En kamp mod leukæmi

I efteråret fik Kristina Møller konstateret en af de værst tænkelige former for kræft. I et interview med bloddonorerne.dk, fortæller Kristina, hvordan hun opdagede kræften, hvordan hun blev behandlet, og hvor vigtigt det er med opbakning fra familien for at bevare en positiv indstilling i kampen mod kræft.

I efteråret begyndte Kristina Møller på arbejde efter barsel med sin yngste datter. Det tog 
på kræfterne, og trætheden 
føltes derfor ikke unaturlig i den mørke tid. Det alarmerende var derimod længere tids svimmelhed og en luntetur på løbebånd, som pludselig fik pulsen op på 180.
Kristina er børnefysioterapeut i sundhedsafdelingen i Jammerbugt kommune, hvor en kollega målte hendes blodtryk. Det var lavt, og hun gik derfor til lægen, som tog en blodprøve.

"Der var ingen ydre tegn på 
lav blodprocent for, som lægen sagde, var jeg ikke gusten i huden, refererer Kristina. Alligevel var hæmoglobinværdien helt nede på 4,5 mmol/l, kun lidt over det halve af normalværdien; men da celleværdien også var lav, var det ikke umiddelbart
et tegn på kræft.".

Kristina blev henvist til Hjørring Sygehus og fik to portioner røde blodlegemer, inden hun blev overført til Aalborg lørdag den 17. december.

Dårligt nyt

Efter en stille weekend på sygehuset fik Kristina mandag morgen taget en knoglemarvsbiopsi,
 og samme eftermiddag fik hun diagnosen: Den mest aggressive af tre varianter af leukæmi med stor risiko for tilbagefald.

"Jeg blev naturligvis ked af det, men sygdommen skal bekæmpes med et positivt sind, understreger Kristina, som holder hovedet højt. Min ældste datter Anne-Sophie tager det pænt og har spurgt, om man kan dø af det, og jeg har fortalt hende, at det kan man godt, men det har jeg bestemt ikke tænkt mig! Det er bedst at tale åbent om det. Anne-Sophie har været med og overnattet på sygehuset, så hun kan se, hvad det er for noget, og jeg har fortalt om det i hendes 0. klasse.".

Flere tilfælde i familien
Den type leukæmi, Kristina har, ses som regel hos børn. Lægerne prøver derfor at finde ud af, om den har været latent længe eller er genetisk betinget. Kristinas mor og moster har haft brystkræft, morbroren spiserørskræft, og nu har moren fået konstateret tyktarmskræft.

"Der er ikke fundet nogen genetiske faktorer, men det er da noget, jeg tænker over", fortæller Kristina, som også er opmærksom på at få foretaget mammografi.

Hurtigt i behandling

To dage efter diagnosen kom Kristina i den første af fire behandlinger med kemoterapi. Udover hårtab var der ingen bivirkninger, men på grund af det svækkede immunforsvar, fik hun en mellemørebetændelse, som krævede indlæggelse med antibiotika og forlængede indlæggelsesperioden med en uge.

"Det værste under indlæggelsen var faktisk at få sprængt trommehinden", fortæller Kristina, der fokuserer på, at hun fik mulighed for at være hjemme både juleaften og nytårsaften.
"Heldigvis er jeg gået fri for infektioner efter behandlingerne, så jeg kunne holde min yngste datter Sara-Sophies et-års-fødselsdag hjemme, og hvis ikke det var for infektionsrisikoen, kunne jeg nok også være gået på arbejde", siger hun med et smil.

Leukæmien var væk efter den første omgang kemoterapi, men standardprogrammet på fire behandlinger skal alligevel følges for at sikre, at der ikke gemmer sig en enkelt leukæmicelle i kroppen. To gange om ugen får Kristina taget blodprøver, og hvis værdierne bliver for lave, bliver hun indkaldt til ambulant transfusion på Aalborg Sygehus.

"Umiddelbart inden den anden behandling havde kroppen overkompenseret tabet af blodplader, så værdien røg op omkring 700 mmol/l og ugen efter anden behandling, var den helt nede på 8 mmol/l," fortæller Kristina, der straks fik flere trombocytter og røde blodlegemer.

Knoglemarv søges
For at mindske risikoen for tilbagefald skal Kristina helst have en fuld knoglemarvstransplantation mellem tredje og fjerde strålebehandling. Mange i hendes omgangskreds har tilbudt at hjælpe, men der søges kun i registret over donorer, der allerede er typebestemt. Det bedste man kan gøre, er derfor at melde sig som blod- og knoglemarvsdonor i blodbanken.
Rigshospitalet i København er det eneste sted i Danmark, hvor man udfører fuld knoglemarvstransplantation.

"Behandlingen er helt sikkert udmattende og tidskrævende.
 Jeg har en bror og svigerinde på Sjælland, der kan støtte mig, men det bliver svært for børnene, at jeg er så langt væk. Det hårdeste ved at være syg er faktisk, at jeg ikke altid kan være der for dem," fortæller Kristina.

Tak for hjælpen

Kristina sender en varm tak til alle omkring sig, der har været en fantastisk opbakning under hele forløbet.

"Både familie, venner og kollegaer har været der for mig, og det fantastiske personale på sygehuset har virkelig fået mig til at føle mig ”hjemme”. Ikke mindst en tak til de danske bloddonorer som jeg gerne ville have været
 en del af. Det er mærkeligt at få blod uden at kunne give noget. Jeg meldte mig faktisk som donor for nogle år siden, men måtte afstå på grund af karantænereglerne, da jeg først havde fået lavet huller i ørerne og siden blev gravid," husker Kristina.