Helle tog stilling til organdonation

Helle tog stilling til organdonation.
Helle Bjerre kæmpede for at redde to liv ved at donere sin brors organer væk. Men havde du gjort det samme? Helle fortæller om den svære beslutning; at donere en nær persons organer væk og efterfølgende skulle tage afsked.
 

Det var tydeligt, hvor det bar hen og de vidste godt, at der var stor risiko for, at hjernen gik til. Og det var også den besked Helle og hendes far fik: ’Michael er hjernedød. Hvordan stiller I jer til eventuel organdonation?’

Michael havde ikke selv fortalt dem om sin holdning, så nu skulle de træffe beslutningen på hans vegne. ’Men det var ikke svært’, siger Helle. ’Jeg tog selv stilling, da jeg var 18, - men min far skulle få det første ord’, fortæller Helle og beskriver, hvordan hun kiggede ned, mens hun ventede på sin fars svar.

’Det var sådan en lettelse, at han sagde ja og vi er ikke i tvivl om, at vi valgte rigtigt’, siger Helle og fortæller, at Michael altid var parat til at hjælpe andre og han gav, hvad han havde. ’Men det ville alligevel være rart, hvis Michael selv havde sagt ja’.

I løbet af de næste timer håbede Helle inderligt, at det ville lykkes at transplantere hans organer. Der var risiko for, at hjertet ville svigte og så ville organdonation ikke være muligt.

Helle havde ikke lyst til at se sin lillebror efter organudtagningen. I dag er hun glad for, at en sygeplejerske pressede på og hjalp hende igennem. ’Jeg er glad for, at jeg så ham. Det er langt bedre at forholde sig til tingene som de er, i stedet for at leve med uvished’.

Nu er det fire år siden og ved et tilfælde får Helle kontakt med en læge på Skejby Sygehus, som giver hende nummeret til transplantationskoordinatoren. Og beskeden var rigtig dejlig: ’Nu ved jeg, at Michaels nyrer har givet livet videre til to mennesker, som lever i dag’. ’Hjerte, lever og lunger kunne ikke transplanteres, men bare det at vide, at det nyttede, er godt’, slutter Helle.