Forfatter: BØRN, UNGE & SORG

Tal med dit barn ved alvorlig sygdom

Mange voksne er i tvivl om, hvordan man skal tale med børn om alvorlig sygdom. Hvor meget skal man fortælle dem om sygdommen? Hvor ærlig skal man være? Hvornår skal man fortælle dem om sygdommen? Og hvordan taler man overhovedet om noget så svært?

Som forælder vil man gerne beskytte sine børn - mod truende omstændigheder og mod de bekymringer, som alvorlig sygdom fører med sig. Det kan derfor være meget svært at skulle fortælle, at far, mor eller en søskende er blevet alvorligt syg. Og at han eller hun måske kan dø af sygdommen.

Men det er vigtigt at huske på, at børn registrerer alt. De lægger mærke til forandringerne i familien og fornemmer, at noget er ændret. De ved hurtigt, det er alvorligt. Det bedste er derfor at tale med dem om det, der sker.

Børn trives bedst med at blive informeret

Børn, der ikke informeres, om hvad der er sket, overlades til deres fantasi - og fantasien er grænseløs! Børn trives derfor bedst med at blive informeret, så de kan forstå, hvad der sker omkring dem.

Når man selv er åben og informerer om, at far eller mor eller søskende er blevet alvorligt syg, indbyder man samtidig til, at børnene må fortælle om deres tanker og stille de spørgsmål, de måtte gå med.

Fortæl ikke detaljeret om sygdommen, men fortæl om hvilke konsekvenser det kan have for hverdagen.

Vær åben og imødekommende

At informere børn om alvorlig sygdom kræver mod og åbenhed. Det er vigtigt at slippe tankerne om, hvad der er den rigtige måde at gøre det på. Vi er alle forskellige, og man skal gøre det på den måde, man har det bedst med.

Det kan være en god idé at lave noget helt andet imens - fx fortælle om det, mens man går en tur, tegner eller bager sammen med dem. Det kan gøre det mere afslappet og nemmere at tale om det svære, end hvis man sætter sig på en stol over for barnet og dermed konfronterer ham eller hende direkte. Hvis man laver noget andet imens, giver man barnet mulighed for at kunne kigge væk eller 'gemme sig lidt'.

Børn reagerer forskelligt

Vær forberedt på, at børn reagerer meget forskelligt på en alvorlig besked. Nogle - især små børn - har brug for at fordøje informationerne, og det er derfor ikke unormalt, at de lige efter spørger, om hvad de skal have til aftensmad eller om de må spille computer. De vender som regel tilbage igen med spørgsmål, når de har fordøjet informationen - og så er opgaven at være åben og parat til at svare, så godt du kan.

Håb

Børn forstår alvoren, og svinger mellem håb og håbløshed fuldstændigt som de voksne.

Når man fortæller om alvorlig sygdom, er det væsentligt at fortælle om behandlingsmulighederne - hvad der kan og skal gøres, og at lægerne gør, hvad de kan, for at gøre én rask.

Information i forhold til behandlinger og bivirkninger

Det kan være en god idé, at børnene kommer med til en enkelt behandling, så de ser, hvordan det foregår. Husk at forberede børnene så meget som muligt på situationen: Hvordan ser rummet ud, vil der være andre syge, skal I vente på at komme til osv.

Nogle behandlinger medfører voldsomme bivirkninger, hårtab, træthed, oppustethed, vægttab m.m. Prøv at forberede børnene på det - jo mere forberedte de er, jo bedre kan de håndtere det.

Det er også en god idé at informere børnene om de ændringer, sygdomsforløbet og behandlingerne vil medføre for familien. Der kan i perioder være ting, man plejer at kunne gøre, men som man pludselig ikke kan gøre længere.

Smilla på 11 år har tegnet sin mor, når hun er rask, og når hun er syg. Normalt gør hendes mor meget ud af sig selv - går i høje hæle, lædernederdel og har stort hår. Når hun er syg, taber hun håret på grund af behandlingen, og hun har tit nattøj på.

Fia har tegnet forskellen mellem, når hendes far er rask, og når han er syg. Fias far er god til at fortælle røverhistorier, og har altid læst meget op for Fia. Nu hvor han er syg, er det svært for ham, fordi han bytter rundt på ordene, og han kan ikke læse og tale som normalt. Han bytter fx om på ja og nej.

Besøg på hospitalet

Det kan være svært at komme på besøg på hospitalet. Der er andre syge patienter, der er kedeligt, og det er svært at se mor eller far syg. Det er vigtigt, at børnene kommer med på hospitalet, men tal med dem om, hvor ofte de har lyst til at komme med, hvor længe de synes, besøget skal vare, og hvad de har lyst til at lave, når de er der.

Besøgene kan gøres lettere for børnene ved ikke at være for lange og ved, at de har bøger eller spil med, så de har noget at lave. Det kan også være godt, hvis børnene har en lille ting, de kan gøre for den syge, som fx at hente saftevand eller lignende.

På tegningen her har Rasmus på ni år tegnet, da hans mor var syg af kræft og var indlagt på hospitalet i lang tid. Tegningen viser, at han gav hende sin bamse, mens hun var der. Der er stor afstand mellem stolen, han sidder på og hans mor i sengen. Han syntes, det var svært at være på hospitalet og se sin mor, der var så svag. Han ville både rigtig gerne være der og ikke være der på samme tid. Han besøgte hende hver dag, selv om det var svært.

Pligter og opgaver

Magtesløsheden er en svær følgesvend for alle, og børnene føler sig også magtesløse. Derfor kan det være en god idé at give børnene små opgaver i hjemmet.

Som forældre er man ofte bekymret for, at børnene skal udvikle sig til små voksne. Det er en reel bekymring, men det er også vigtigt, at børnene får mulighed for at gøre noget, så de kommer ud af magtesløsheden.

Børn vil gerne hjælpe og kan få dårlig samvittighed, hvis de ikke føler, de hjælper. Det skal ikke være for store opgaver eller for mange pligter, men opgaver tilpasset barnet og barnets alder.

Opdragelse i en svær tid

Når en i familien er alvorligt syg, kan det være svært at stille krav til børnene. Man er ofte selv i underskud og synes, det er synd for børnene. Børnene er, som de voksne, måske bange for fremtiden og reagerer på det. Derfor kan det være svært at fortsætte sin opdragelse af barnet som hidtil, men det er vigtigt, så vidt man kan, at fortsætte opdragelsen af børnene som hidtil. Manglende rammer og struktur gør børnene endnu mere usikre.

"Dør du?"

Når børnene spørger, om man dør af sin sygdom, er det vigtigt at være så ærlig som overhovedet muligt. Og samtidig er det også vigtigt, at børnene ikke går i mange år og er bange for, at deres mor eller far dør – de vil hele tiden kunne være bange for, om det er nu.

Derfor vil svaret afhænge af, hvilken sygdom man lider af og prognosen. Er det en sygdom, man kan dø af, kan man fortælle, at det er en sygdom, som man kan risikere at dø af, men at lægerne gør, hvad de kan, for at gøre en rask.

Ved man, at man dør af sygdommen, kan man svare "ja, jeg dør af sygdommen, men det er ikke nu, måske er der flere år tilbage".

Er man døende, bør man orientere børnene. Hvis man ikke gør det, kan de opleve det som et tillidsbrud, som kan efterlade dem vrede i lang tid.