Forfatter: Marianne Hammer, direktør for Medikom

En værdig afslutning

Den 4. december 2011 døde Magda Elizabeth Christensen som en følge af en blodprop i hjernen. Læs hendes datter, Marianne Hammers, beretning om de sidste dage samt afskeden på Glostrup Hospital.

Nedenstående dødsannonce dækker - udover et langt, levet liv – de fire dage, der med ét slag ændrede mit eget liv og samtidig gav mig et indblik i den store forskel Glostrup Hospital gør for både patienter og pårørende.

Den 1. december 2011 var en smuk, frostklar dag, hvor min mor og jeg over en frokost bl.a. skulle planlægge hendes 80 års fødselsdag den 2. januar. Vi hyggede os i mit barndomshjem som min mor stadig boede i efter min fars død i 1997, og som hun selv tog sig af både ude og inde uden hjælp af nogen art.

Min mor har altid været en sund og stærk kvinde. I 2009 blev hun imidlertid ramt af en blodprop i hjertet, som medførte et større operativt indgreb.

Hun kom sig fuldstændigt efter operationen, men fravalgte bl.a. den blodfortyndende Marevan, da hun havde en tro på, at hendes liv ville være bedre uden. Hun var fuldt ud klar over de forbundne risici for bl.a. en blodprop i hjernen.

Så nu sad vi her med smørrebrød og sludrede med masser af latter og gode grin…. indtil min mor pludselig intet sagde. Hun kiggede blot forundret på sin venstre arm, mens der kom schhh-lyde ud af hendes mund. Efter en kort chokfase, fik jeg ringet 112 … og så gik det stærkt:

• Kl. 12:53 var jeg igennem til alarmcentralen, hvor en sygeplejerske guidede mig til at få stabiliseret min mor fysisk og mig selv mentalt.
• Kl. 13:07 kørte ambulancen ind i indkørslen og der blev taget kontakt til helikopterambulancen. Da min mor kun boede 3 kvarters kørsel fra Glostrup, blev landevejen dog valgt.
• Kl. 14:15 blev jeg kontaktet af læge Michael Møller omkring eventuel trombolysebehandling som jeg naturligvis gav accept til.
• Kl. 14:30 ankom jeg selv til afdeling Y17 og blev lempeligt orienteret om, at de 216 scanningsbilleder viste, at blodproppen var så stor, at hverken trombolyse eller trombektomi var muligt.
• Kl. 15:30 blev min mor kørt til Neurologisk sengeafsnit N15, hvor jeg selv fulgte med.

Undervejs i det indledende forløb fik mine brødre og jeg løbende de relevante informationer. Desuden kunne min mor med sin venstre hånd trykke min hånd ved forespørgsel om dette og hint – og jeg fik et utroligt fast, vedholdende håndtryk, da jeg bad hende bekræfte min helt klare opfattelse af, at hun ikke ønskede livsforlængende behandling i form af genoplivning ved eventuelt hjertestop og lignende. Jeg kan i skrivende stund mærke håndtrykket igen.

De næste tre dage gled hun gradvist dybere ind i bevidstløsheden, indtil hun døde den 4. december. Familien fik taget den ønskede afsked, og hele forløbet bar præg af en helt utrolig forståelse og empati fra alt sundhedsfagligt personale, lige fra ambulancefolkene, hen over modtagelsen på afdeling Y17, til den fysiske placering på stue 11.

Det er snart 1 år siden, min mor døde. Jeg savner hende langt mere, end jeg havde forestillet mig. Men jeg nyder at have de mange gode minder fra et langt, levet liv. Også de sidste tre dage, hvor apopleksien afsluttede dette liv, og Glostrup Hospital sørgede for en på alle måder værdig afsked med livet.