En liden stund
i rosens lund
vi rødme kun og blegne;
af blomstens art
og med en fart
nedsunket snart
er alt i disse egne.
En liden stund
skal dødens blund
dog kun for kristne vare;
såkornets art:
af muldet snart
op med en fart,
skal i vort kød sig klare.
En liden stund
i verden kun
og evig hos sin Fader,
det er hans art,
som kommer snart
med lynets fart
og Himlen os oplader.
En liden stund
i rosens lund
og evig i Guds-haven;
så høsten her
og våren dér
er dog nok værd
en vinternat i graven.
En liden stund,
et stille blund,
da skal alt mørket vige;
i morgengry
foruden sky
Guds sol den ny
os hilser i Guds rige.